Symptomer på fertilitetsstress


De følelsesmæssige reaktioner i fertilitetsbehandlingen kan være overvældende og svære at håndtere. Det er en følelsesmæssig rutchebane, hvor de psykiske reaktioner bølger op og ned og ændrer sig over tid.

Der er et generelt mønster i de følelsesmæssige reaktioner, som opstår gennem fertilitetsprocessen – Dvs. der er følelsesmæssige reaktioner og typer af “fertilitetsbehandlingsstress”, som er meget almindelige og rammer de fleste. Det er ikke sikkert, du selv har haft alle de symptomer på fertilitetsstress, som jeg beskriver i de næste afsnit, men hvis du er i fertilitetsbehandling, gætter jeg på, at du vil kunne genkende nogle af dem.

Tegn på, at du er stresset af at være i fertilitetsbehandling

Når du er i en belastende situation, særligt når det er gennem længere tid, vil din krop producere stresshormoner (kortisol, adrenalin og noradrenalin). Det giver en række ubehagelige, kropslige stresssymptomer. Du vil kunne mærke det som uro i kroppen. Måske får du symptomer som hjertebanken, svimmelhed, spændte muskler og hovedpine. Stress kan påvirke din søvn, så du ikke kan falde i søvn, eller så du vågner om natten. Stress kan også påvirke appetitten i den ene eller anden retning, så du mister din appetit eller modsat har lyst til at spise hele tiden.

Stressreaktioner udmatter og fører til mangel på energi. Du kan blive kropsligt udmattet, så kroppen føles tung og energiforladt. Du kan blive kognitivt udmattet, så du får svært ved at huske og koncentrere dig. Og du kan miste dit drive, så du ikke mærker lyst til det, du plejer have lyst til. Det er svært at genkende sig selv, når man mangler energien og sit sædvanlige drive.
Endeligt er følelsesmæssige symptomer også en stor del af det at være stresset. Følelsesmæssigt kan du opleve at være i dårligt humør, at være ængstelig og bekymret, at være ked af det eller at være irritabel og vred. De følelsesmæssige reaktioner og hvordan de hænger sammen med det, der foregår i fertilitetsbehandlingen, vil jeg uddybe mere i de næste afsnit.

Konstant optagethed og bekymringer

Fertilitetsbehandlingen fylder meget, både i tanker og handlinger. Tankerne om det dukker hele tiden op. Du bekymrer dig og spekulerer – Kan ikke lægge det til side. Du får måske svært ved at sove, fordi tankerne kører. Særligt op til skanninger, op til ægudtagning og op til testdagen er anspændtheden og den kropslige uro til at tage og føle på. Alarmberedskabet kører i højt gear. Andre kan fortælle dig, at du skal lade være med at bekymre dig, men sandheden er, at vi mennesker har ikke en pyt-knap, når det drejer sig om vores børn.

Sorg

Når der kommer et negative testsvar, oplever mange en sorgreaktion, der kan være meget voldsom. Den dybe sorg kan være svær at forstå for både dig selv og andre, fordi den ikke er helt logisk eller rationel. Normalt sørger vi kun, når vi mister et menneske, vi har kendt. Ved det negative testsvar handler sorgen om det barn, der skulle have været. Sorgreaktionen har rod i en instinktiv del af den menneskelige psyke, hvor en begyndende tilknytning til barnet finder sted allerede, når der er et potentielt barn. Det kan være svært for udenforstående at sætte sig ind i, at det er tabet af et barn, man sørger over. Derfor kan man også komme til at mangle den omsorg fra andre, som man har brug for i situationen.

Håbet svinder

Der er størst håb og optimisme før første forsøg, men efter at have oplevet, at det ikke lykkes i et eller flere forsøg, tror de fleste mindre og mindre på, at det kan lykkes. Håbet bliver automatisk mindre, fordi du bliver skuffet. Dog foregår nedtoningen af håbet også ofte helt bevidst og med vilje: Ved at tro mindre på det, prøver man på at forhindre, at sorgen bliver for voldsom, hvis det mislykkes igen. Men konsekvensen kan desværre også blive, at troen på, at det vil lykkes, bliver så lille, at det føles meningsløst at fortsætte i behandlingen. Et for lille håb kan blive en stor forhindring, selvom man virkeligt ønsker at holde ud og fortsætte i fertilitetsbehandling.

Selvbebrejdelser og skyldfølelse

I mit arbejde som psykolog oplever jeg ofte, at kvinder i fertilitetsbehandling bliver ramt på deres selvværd og selvbillede. Mange bliver vrede på deres egen krop, fordi den ikke gør det, en kvindekrop ”burde” kunne. Det kan føles som om kroppen forråder dig.
Selvkritikken kan også dreje sig om dit værd i de nære relationer. Nogle bebrejder sig selv for ikke at kunne give deres partner et barn. Andre føler skyld over ikke at kunne gøre deres forældre til bedsteforældre. Hvis man har et barn i forvejen, kan man komme til at bebrejde sig selv, at man ikke kan give sit barn en søster eller bror. Der kommer ofte tanker om at være mindre værd end andre.

De hårde spørgsmål, ”Hvorfor rammer det mig?” og ”Hvad har jeg gjort forkert?”, sætter gang i en indre undersøgelse af, om ansvaret og skylden ligger hos dig. Når det ikke er lykkedes at blive mor, vil den indre konklusion ofte blive: ”Det er min skyld” eller ”Jeg er ikke god nok”. Det er hverken hjælpsomt eller rimeligt at skælde sig selv ud for, at man er ramt af infertilitet. Desværre er det en indre dialog, der kan være svær at få stoppet.

Ramt af andres babylykke

For mange er det en overraskelse, hvor overvældende det føles, når man får at vide, at en anden kvinde er gravid eller er blevet mor, mens man selv er i fertilitetsbehandling. Det kan føles som et slag, der rammer dig; Et uventet bagholdsangreb. Det kan være svært at holde ud at høre om, selv hvis det er en god venindes eller en søsters babylykke. Man kan ikke glæde sig på den andens vegne og måske ikke engang holde ud at være i kontakt med den gravide. Det kan føre til, at man trækker sig fra kontakten med andre kvinder, der er gravide eller er blevet mødre. Nogle gange også fra dem, der potentielt kunne blive gravide. Når man tager til sociale arrangementer med kollegaer eller veninder, kan det føles som om, man går ind i et minefelt. Det kan føles som om, du ikke længere hører hjemme i den sociale gruppe, der plejer at være din inderkreds.

De følelser, der vælder op i én, når man konfronteres med, at andre er blevet gravide, kan være både overvældende og uvante. Det kan være sorgfølelse, der trigges så pludseligt, at man ikke oplever at have kontrol over sig selv. Eller det kan være vrede og en følelse af uretfærdighed, der trigges.

Efter min mening er det en forenkling at kalde disse psykiske reaktioner for jalouxi. Jeg forstår dem i stedet som traumereaktioner. Når de overvældende følelser trigges så hurtigt og voldsomt af noget, som objektivt set ikke er farligt, tyder det på, at det er traumeminder, der aktiveres. Det er sorgen over det barn, der skulle have været, som trigges.

Samtidigt får man ofte nyheden om andres graviditet i en social situation, hvor ens sorg eller vrede ikke virker passende at vise frem. Det bliver skamfuldt at reagere med så ”forkerte” følelser, når det, man synes, man ”burde”, er at sige tillykke og være glad på den andens vegne. Jeg hører mange fortælle, at de har været nødt til at gå for sig selv et øjeblik eller nødt til at tage hjem for at få kontrol over følelserne igen. Det kan betyde, at man får lyst til at undgå sociale sammenkomster fremover. Man isolerer sig mere. Det er i de hårde perioder af livet, det er vigtigt at være en del af et fællesskab og modtage andres støtte. De følelsesmæssige reaktioner, som fertilitetsbehandlingen giver, gør det svært.

Parforholdet ændres

Nogle gange bliver parforholdet tættere af, at man overlever vanskelige perioder i livet sammen. Andre gange kan det svære splitte os af. Under fertilitetsbehandling kan parforholdet, både sexliv og samliv, lide under behandlingsprocessen. Det kan blive svært at holde fast i de gode måder, I plejede at være sammen på – De dele af jeres liv, hvor I virkeligt mærkede et ”os”. Det kan komme til at føles meget ensomt. Det er paradoksalt, at den behandling, der skulle give jer en fælles familie, kan gøre, at I føler jer længere fra hinanden.

Lidt generaliserende kan man sige, at kvinden ofte er foran manden i processen mod at skabe en familie. Det er ofte kvinden i parforholdet, der er klar til at få børn før manden. Under fertilitetsprocessen kan I også være forskellige steder, både holdningsmæssigt og følelsesmæssigt, når I skal træffe fælles beslutninger om, hvad I ønsker. Der kan komme mange store beslutninger i løbet af fertilitetsbehandlingen: Økonomiske beslutninger, beslutninger om brug af sæddonor eller ægdonor, beslutninger om evt. adoption, og beslutningen om, hvorvidt I ønsker at fortsætte eller ej.

I kan, som par, have meget forskellige copingstrategier i de svære situationer. Det kan både være en fordel og en ulempe. Det kan være en fordel, at I ikke har samme perspektiv. Hvis du fx har mistet håbet, og det så hjælper dig, at din partner minder dig om, at der medicinsk og procentmæssigt stadig er et realistisk håb. Men det kan også være, at det ikke hjælper dig – At du ikke føler dig forstået, hvis din partner kommer med facts, når du har behov for at tale om følelser.

Når I har forskellige copingstrategier, kan I få svært ved at forstå hinanden og hinandens reaktioner. Når vi bliver følelsesmæssigt pressede, bliver vi mindre fleksible, end vi plejer at være. Det gør det sværere at lytte uden at dømme og sværere at åbne op uden at føle sig dømt. Det gør det sværere at give plads til de forskellige behov, I vil have under fertilitetsprocessen.

Skriv en kommentar